100 år på Klitgaarden

Christian X. og dronning Alexandrine flyttede ind i deres nye hus i Skagen i påsken 1914. 
​
Lone Kühlmann giver her et rids af husets historie:
​
”Har det været badehotel eller sådan noget?” spurgte Den store Digter, og så sig distræt rundt i den pragtfulde spisestue med Ulrik Plesners originale møbler og Harald Slott-Møllers købstadsplatter tegnet til huset. Jeg var ved at kløjs i min hønsefrikassé. ”Sig mig, ved du overhovedet ingen ting”, sagde jeg forarget. ”Det har jo været kongevilla!”

Jeg indså, at jeg måtte fortælle ham historien:
Klitgaarden ville muligvis aldrig været blevet til, hvis ikke det var for maleren Michael Ancher.
Det var Ancher, der med sit berømte maleri ”Vil han klare pynten”, første gang henledte kongefamiliens opmærksomhed på Skagen. Det store billede blev udstillet på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1880 og vakte sensation. Kunstforeningen i København meldte sig straks som køber, men måtte vige for det daværende Nationalgalleriet, i dag Statens Museum for Kunst, som igen måtte trække sig, da majestæten, Chr. IX, forelskede sig i billedet. Chr. IX var ikke just kendt som kunstelsker, men maleriet af de vejrbidte fiskere, der skuer ud over det oprørte hav, fik sin faste plads i spisestuen på Amalienborg, hvor det blev beundret af bl.a. kongens 10-årige sønnesøn, den senere Chr. X.

Den unge Christian var lige så lidt kunstinteresseret som sin bedstefar, men da han i 1898 som 28-årig giftede sig med den yndige 18-årige Alexandrine af Mecklenburg Schwerin, ville han gerne gøre hende glad, og da hun var kunstinteresseret drog parret til Skagen. 
Som unge kongelige kunne de bo på Brøndums Hotel eller hos private venner og deltage i det livlige selskabsliv. Blandt andet var de i årevis faste gæster til sommerens højdepunkt blandt kunstnerne, Anna Anchers fødselsdag i august, og festerne omkring Grenen Badehotel, hvor det daværende jetset med bl.a. mange kongelige fra hele Europa holdt til.

Da Christians far, Frederik IIX, døde i 1912, var ballet forbi. Et kongepar kunne ikke bo tilfældige steder, der måtte være ordnede forhold. Dronning Alexandrine var blevet meget knyttet til Skagen, og kongen købte allerede samme år en stor grund syd for havnen.
Der var aldrig nogen tvivl om, at arkitekt Ulrik Plesner skulle stå for byggeriet sammen med lokale håndværkere. Plesner havde allerede i årevis sat sit præg på Skagen, og vi kan se af korrespondancen mellem bygherre og arkitekt, at kongen i forvejen kendte Plesners huse og vidste hvilke detaljer, han ville have overført til Klitgaarden, som det store smukke gule hus kom til at hedde. Plesner tegnede også alle møblerne til huset i den lette Skønvirke-stil, som han havde stiftet bekendtskab med i England, hvor den var kendt som William Morris eller Arts & Craft stilen.

Selv om møblerne er lette, er de fremstillet i høj kvalitet af Skagens lokale møbelsnedker. Det kan vi overtyde os om, for de står i huset den dag i dag. Rundt om på de smukke, enkle værelser, men især i spisestuen og dagligstuen, som på Klitgaarden hedder havstuen. Ikke at forveksle med havestuen. Have er der nemlig ingen af. Men der er masser af hav.

I påsken 1914 var huset klart til at modtage den kongelige familie. Et stort hus 700 kvm, men beskedent efter kongelige forhold. Ikke opført til repræsentation men til et afslappet familieliv. Påske, pinse og september, hvor kongen gik på jagt. Huset var dronning Alexandrines personlige ejendom, og hun testamenterede det til sin yngste søn, prins Knud, der brugte det som sommerhus. Da hans enke, arveprinsesse Caroline Mathilde, døde i 1995, blev Klitgaarden sat til salg. Der var skræk for, at det historiske hus skulle ende som time-share lejligheder, men behjertede mennesker under anførsel af daværende kommunaldirektør Karen Krause gik i aktion, og i 2000 kunne huset efter en gennemgående restaurering åbne som refugium for kunstnere og forskere.

Derfor kan Den store Digter og jeg og en masse andre heldige mennesker sidde her sommer og vinter i det 100 år gamle hus i de 100 år gamle møbler og spise hønsefrikassé, og arbejde, og tale med hinanden, og blive klogere af at tale med hinanden.
Og en gang imellem blive lettere irriterede over at tale med hinanden.
Badehotel! Helt ærligt!
​
Lone Kühlmann, 2014